Vores kvæg - ude året rundt
Vores kvæg er et projekt, vi er i gang med at bygge op. Vores to kvier har indtil nu været for unge til at få besøg af en tyr, og derfor har hele flokken fået ro. Kvæg kan nemlig ikke lide at blive skilt ad. De savner hinanden. Derfor respekterer vi deres naturlige adfærd og lader dem gå sammen, indtil alle er klar.
Vi er dog så småt ved at se os omkring for at finde en god økologisk mand til damerne. Vi forventer, at han vil ankomme i løbet af efteråret og derved forventer vi kalve i den tidlige sommer 2027. Herfra skal de have ro til at gro inden de kan slagtes i 2028/2029. Det er en lang proces at få godt økologisk oksekød.
Vores kvæg går ude hele året. Om sommeren, når vores sommerfold omkring Odense Å tørrer op, græsser de der og spiser det fede, næringsrige græs langs åen. Der har de adgang et lille skyggefuldt skovstykke. Her køler de ned når sommervarmen trykker. Når efteråret kommer oversvømmer sommerfolden og det er tid til at flytte op på vinterfolden. Vinterfolden er bakket med dejlige stykker nåleskov. Det er perfekt for en Galloway-ko, når vinden tager til og kulden kommer. Når græsset bliver dækket af sne, fodrer vi kvæget med økologisk hø fra en lokal landmand. Vores kvæg er økologisk certificeret.
Fakta om vores kvæg
Økologisk
Vi har valgt at få certificeret vores kvæg økologisk. Det betyder i praksis, at vi ikke sprøjter vores marker, at vi køber økologisk hø som tilskudsfoder i vinterperioden og at vi også indkøber økologiske tyre eller nye kalve/kvier/køer som er økologisk certificeret.
Ude året rundt
Regn, sol, blæst. Vinter, forår, sommer, efterår. Vores kvæg er ude. Det kan vi, fordi vi har racen Galloway. De har en lang ulden pels, som gør det muligt for dem at være ude året rundt. Det er deres naturlige rytme og det giver noget virkelig dejligt kød med en dyb smag.
Naturplejende afgræsningsmønster
Galloway kvæg bruges også til afgræsning på arealer, hvor man ønsker at udvikle biodiversiteten. Det er deres nøjsomhed og deres særlige afgræsningsmønster, som har den naturplejende effekt. Vores kvæg græsser langs et lille stykke af Odense Å og er med til at holde området omkring åløbet frit for høje vækster.